For mig var det en stor sorg at opdage, at min søn ikke var som andre børn. Jeg kom ofte til at sammenligne ham med de andre børn i familien, hvilket kun gjorde mig endnu mere ked af det.
Det var som om, at min drøm om en lykkelig kernefamilie brast. Nu skulle der kæmpes for at få hjælp og vejledning både til min søn og til os forældre; det følger desværre ikke med, når man får en diagnose.
Efter 2 års kampe med skolen og kommunen, lykkes det endelig at få min søn flyttet til specialskole. Det var en sejr, der førte en nedtur med sig. For da det hele faldt på plads, gik jeg ned med flaget og måtte sygemelde mig.
Hele min krop var i stress. Jeg sov ikke om natten, og om dagen vandrede jeg gaderne tynde, for det var det eneste, jeg kunne. Det var som om, jeg ikke længere anede, hvem jeg selv var, og hvad jeg havde lyst til.
Jeg havde lyst til at stikke af fra det hele; min mand måtte få barn, kat, hus og bil – det hele, bare jeg kunne komme væk. Heldigvis kæmpede min mand for at holde sammen på vores familie.
Min krise blev mit vendepunkt, for jeg blev nødt til at gøre noget godt for mig selv. Jeg valgte at tage en yogalæreruddannelse, hvilket var vildt grænseoverskridende for mig, men jeg gjorde det, og det førte mig videre ud på en rejse af selvudvikling og selvindsigt.
Efter 30 år på kontor blev jeg fyret, og da jeg lige var startet på en massøruddannelse, valgte jeg at blive selvstændig. Siden har jeg uddannet mig til akupunktør, Access Bars behandler og samtaleterapeut – at hjælpe andre mennesker til at få det godt, gør mig glad.